Aalborgs skoleelever får 3000 bøger med hjem til fritidslæsning

Aalborg Bibliotekerne har givet 13 skoler fri adgang til deres bibliotek online. Eleverne kan nu have deres favoritbøger i lommen.

Et nyt initiativ skal hjælpe med at vække de nordjyske børns læselyst. Så nu kan børnene have adgang til alle deres yndlingsbøger helt uden at besøge biblioteket. 

Det er streamingtjenesten eReolen GO, der giver børnene gratis adgang til bøgerne på deres tablets eller smartphones i en ny forsøgsordning. Flere undersøgelser viser nemlig, at hvis børn læser en halv time om dagen, rykker det dem et helt skoleår frem.  

En af de skoler, der har fået lov til at deltage i forsøget, er Farstrup Skole. Her har alle elever adgang til en iPad eller Chromebook, og det er derfor oplagt, at læsningen her foregår digitalt. Skoleleder Søren Madsen er begejstret for at eleverne får mulighed for at læse flere bøger.

- Først og fremmest er jeg utroligt glad for at Farstrup Skole har fået muligheden for at deltage i forsøgsordningen. Selvom de fysiske bøger i stigende grad forsvinder ud af skolen, så er det stadig vigtigt, at eleverne har adgang til de nyeste læsebøger og lydbøger, siger skolelederen i en pressemeddelelse. 

Skolerne får besøg af bibliotekarer fra Aalborg Bibliotekerne i besøgene starter i uge 7 og vil strække sig over det meste af foråret. Eleverne fra de 13 skoler har i 2017 fri adgang til eReolen GO via deres UNI-login.

Fakta om eReolen GO i Aalborg Kommune

  • Følgende skoler er med i forsøgsprojektet med Aalborg Bibliotekerne:  Mou, Vodskov, Løvvang, Farstrup, Bislev, Hou, Kongerslev, Ellidshøj, Sebber, Tylstrup, Grindsted, Langholt og Nøvling skoler.
  • Elever fra de 13 skoler kan tilgå eReolen Go via deres velkendte UNI-login, og har ingen begrænsninger på antal lån.
  • Man kan anvende hjemmesiden: eReolenGo.dk eller hente appen til iOS og Android.
Kilde: Aalborg Bibliotekerne

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland