Årets demensven er nordjyde: Karin har skaffet 3000 demensvenner i Aalborg

00:18

Karin Boye beskrives som en vaskeægte ildsjæl, der konstant arbejder for at finde flere demensvenner i Aalborg Kommune.

Lørdag er Årets Demensven blevet kåret af Alzheimerforeningen. Vinderen er nordjyske Karin Boye, der arbejder med at skaffe demensvenner i Aalborg Kommune.

Det er et arbejde, der har givet hende prædikatet ildsjæl - og med rette. Indtil videre har Karin Boye som frivilligkoordinator og demensven-instruktør været med til at skaffe de godt 6000 demensvenner, der i dag findes i Aalborg Kommune. Hun har personligt sørget for at skaffe de 3000 af demensvennerne. 

Læs også Demensvenner boomer i Mariagerfjord

Prisen som Årets Demensven uddeles en gang om året til en ildsjæl, der kæmper for at gøre Danmark til et mere demensvenligt land. 

- Jeg er helt vildt overrasket, for jeg havde slet ikke overvejet det som en mulighed. Jeg havde faktisk overvejet at indstille en af vores frivillige til prisen, fordi hun har gjort et kæmpe stykke arbejde. Så det har slet ikke været inde i mine tanker, sagde Karin Boye.

- Velfortjent vinder 

Prisen, som består af et diplom og et lille demens-hjerte blev overrakt af Birgitte Vølund, formand for Alzheimerforeningen.

- Karin, du får Årets Demensven-pris 2018, fordi du siden 2015 har været overordentligt aktiv og engageret i arbejdet med at udbrede kendskabet til demens - ikke mindst til projektet med demensvenner i Aalborg Kommune. Du har med en sjælden ildhu, entusiasme og engagement og gåpåmod kontaktet alle slags mennesker: Politi, skoleelever, produktionsskoleelever, frivillige, erhvervsdrivende, kommunale medarbejdere her og der og alle vegne, sagde Birgitte Vølund.

- Du er en velfortjent vinder af årets Demensven-pris, fordi du har sat så markant et fingeraftryk på bestræbelserne på at skabe et demensvenligt Danmark. Det skylder vi dig stor tak og stor anerkendelse for, tilføjede formanden.

Se hele overrækkelsen i Alzheimer-foreningens video herunder:

Årets Demensven 2018

 

 

Flere nyheder fra TV2 Nord