Årets første juletræ er tændt i Blokhus

Lørdag eftermiddag blev det første juletræ i Nordjylland i 2017 tændt - og så endda før mørkets frembrud.

Det kan godt være, julen ikke varer helt til påske. Til gengæld begynder den tidligt. I hvert fald hvis man skal tro supermarkedernes begyndende udbud af juleskik og julekalendre - og juletræstændingen i Hune ved Blokhus lørdag eftermiddag.

Den næstsidste dag i skolernes efterårsferie blev det første officielle juletræ i Nordjylland i år nemlig tændt netop her, mere end to måneder inden juleaften. Skulpturparken i Hune dannede rammen og var til lejligheden blevet forvandlet til ét stort julemarked, komplet med 10 kilometer lyskæder, en million pærer, det 10 meter høje juletræ og masser af julesange fra det engagerede kor.

Og selv om de værste julehadere nok kunne mene, at det var lige vel tidligt, så var der ikke én i Skulpturparken i Hune, der kunne overtales til at mene det samme.

- Julemelodierne, man hører i baggrunden, er måske lige tidligt nok. Men resten, nej, lød det fra Michael Krause, der er fra Berlin, men i dag driver Lanternen Blokhus.

- Jeg synes, det er rigtig fint med det her juleværk. Om det kan blive for tidligt? Nej, det synes jeg ikke, det kan, sagde Thorkild Pedersen.

Det eneste, man måske kunne diskutere, var, om juletræet først skulle have været tændt efter mørkets frembrud. Men i dette tilfælde vandt utålmodigheden altså.

- Det er måske lidt tidligt, vi tænder juletræet her sidst på eftermiddagen, men det skal kunne nydes hele lørdag aften, sagde indehaver af Hune Skulpturpark, John Andersen.


Seneste nyt

fra Nordjylland