AAU drømmer om nyt sygehus

Et nyt nordjysk sygehus placeret nær Aalborg Universitet er ikke alene et drømmescenarium, men vil også fremtidssikre sygehuset, mener dekan Frede Blaabjerg.

Et nyt sygehus lige ved siden af Aalborg Universitet i Aalborg Øst. Det vil være den bedste udgang på debatten om den fremtidige struktur for de nordjyske sygehuse, mener Frede Blaabjerg, dekan ved Aalborg Universitet, hvor han står i spidsen for blandt andet de sundhedsvidenskabelige uddannelser. Det skriver Nordjyske Stiftstidende.

Hans melding kommer, netop som de nordjyske regionspolitikere i disse måneder arbejder med en ny sygehusplan. Han kalder planen om et nyt sygehus placeret ved siden af universitetet for et drømmescenarium:

- Nordjylland vil dermed få den bedste løsning i 30 eller 50 år. Hvis det lykkes, så er jeg sikker på, at Nordjylland har gjort det rigtige, siger Frede Blaabjerg.

Tanken om et nyt sygehus til afløsning af de to eksisterende i Aalborg har fået mere og med medvind i de seneste uger. Ikke mindst udsigten til flere statslige penge til nybyggeri har fået mange politikere til at overveje muligheden.

Regionsrådet drøfter tirsdag mulighederne for at bygge et nyt sygehus i Aalborg-området. Tre arealer er i spil, men Frede Blaabjerg er ikke i tvivl om, at løsningen i Aalborg Øst vil være den bedste.

Universitetets interesse hænger sammen med planer om massiv udbygning af det sundhedsvidenskabelige område. Flere og flere studerende samt stadig mere forskning betyder, at AAU i de kommende år vil bygge nyt på arealer over mod Sundheds CVU - og lige over for ligger en meget stor mark, der vil egne sig fint til et sygehus, mener Frede Blaabjerg.

Tanken om et nyt sygehus i Aalborg havde oprindeligt kun få støtter i regionsrådet. Blandt dem socialdemokraten Helle Andersen, der glæder sig over opbakningen fra universitetet:

- Det er altid rart, når relevante institutioner spiller ud med deres mening. Alle bidrag skal med i vores overvejelser, og jeg godt forstå Aalborg Universitet. Den placering giver faglige og forskningsmæssige fordele.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland