AAU og Region Nordjylland ser frem til DR-udflytning

Foto: DR Presse

Både Aalborg Universitet og Region Nordjylland ser frem til at Danmarks Radio fra næste år udvider staben i Aalborg.

Mere end 20 nye stillinger ved DR Nordjylland. Det er udmeldingen fra Statsradiofonien, der flytter flere redaktioner fra hovedsædet på Amager til redaktionerne i Aarhus og Aalborg. En edmelding, der glæder både Regioner Nordjylland og Aalborg Universitet.

På Aalborg Universitet, der er nærmeste nabo til DR Nordjylland i det østlige Aalborg er det især udflytningen af DR's videnskabsredaktion, der glæder rektor Per Michael Johansen.

- Vi glæder os til at byde DR’s videnskabsjournalister velkommen på universitetet og stiller gerne vores viden og vores forskere til rådighed for deres arbejde, når de har brug for det, udtaler han i en pressemeddelelse.

Vi glæder os til at byde DR’s videnskabsjournalister velkommen på universitetet og stiller gerne vores viden og vores forskere til rådighed

- Vi ser det som en forpligtelse at formidle forskningen og dens resultater til et bredere publikum. På Aalborg Universitet har vi har en lang tradition for at dele vores viden med omverdenen, og vores forskere er i forvejen rigtig gode til at formidle og forklare. Det håber jeg, at DR’s videnskabsredaktion vil benytte sig af, fortsætter rektoren.

Også i Regionshuset der ligger i udmiddelbar nærhed af Danmarks Radios nordjyske afdeling vækker dagens nyhed glæde.

- Vi har i forvejen et tæt samarbejde med medierne, og jeg synes, at det er meget positivt, at DR nu vælger at styrke sin tilstedeværelse i Nordjylland ved at oprette et decideret knudepunkt for deres mediehus her i regionen. Vi kan til gengæld tilbyde DR et fagligt stærkt miljø at flytte ud i, efter at vi i flere år har investeret massivt i IKT og oplevelseserhvervet. Derfor har Nordjylland både masser af kreative virksomheder og dygtige kandidater, som ser frem til de nye samarbejdsmuligheder, der kan styrke det nordjyske miljø omkring digitale medier yderligere, udtaler regionsrådsformand Ulla Astman (S) i en pressemeddelelse.

Flere nyheder fra TV2 Nord