"Åbent Hotel" i Skovsgård

For første gang i 18 år holdt Skovsgård Hotel ved Brovst "Åbent Hotel", hvor alle var velkomne til at kigge forbi til en rundtur.

Som det eneste sted i Danmark består hotellets ansatte udelukkende af folk med en eller anden form for psykisk handicap. Siden efteråret har de knoklet løs for at forvandle hotellets værelser, koncertstue og restaurant. Nu kan tjener Morten Gorm Jensen vise resultatet frem.

-Det er jo dejligt, fordi jeg håbede på, at der ville komme mange folk og at folk ville være glade og det gjorde der også, siger Morten Gorm Jensen, der har arbejdet på Skovsgård Hotel i to år.

Den daglige leder på hotellet vidste ikke, hvor mange der ville komme på besøg til Åbent Hotel. 

-Det har været en stor succes synes jeg. Vi regner med at der har været omkring 300 mennesker herinde og også mange som vi ikke har set før, så det var bare fint, siger Ruth Højlund, der er daglig leder på Skovsgård Hotel.

Det var et legat på 600.000 kroner fra Mc-Kinney Møller Fonden, der gjorde renoveringen mulig.


Seneste nyt

fra Nordjylland