ADHD-patient kan ikke få sin diagnose godkendt i Nordjylland

 ADHD-patient kan ikke få sin diagnose godkendt i Nordjylland

9-årige Noah Grubert fra Aalborg er blevet smidt ud af sin SFO og går ikke længere i skole på grund af adfærdsvanskeligheder. Han har fået en ADHD-diagnose på et sygehus i Sønderjylland. Alligevel vil Region Nordjylland ikke godkende hans diagnose.

Christel Grubert er mor til 9-årige Noah. Siden 2006 har hun forsøgt at få stillet en diagnose for sin søn.Indtil han får den, kan han ikke modtage medicin i skoleforløbet.

- Det er rigtig, rigtig hårdt. Det er altid de negative ting, man ringer hjem og fortæller - aldrig de positive, siger Christel Grubert om tilværelsen som mor til et mentalhandikappet barn

Tilbage i 2006 forsøger Christel første gang at få Region Nordjylland til at stille en diagnose i for sin søn. Regionen kan dog ikke overholde ventetidsgarantien, og Noah bliver tilbudt en undersøgelse på Vejlefjord Børneneurocenter. Undersøgelsen bliver gennemført på en måneds tid, og han får blandt andet stillet diagnoserne ADHD og hyperaktivitet. Vejlefjord Børneneurocenter anbefaler, at han kommer i medicinsk behandling.

- Så troede vi jo, at var fremtiden lykkelig, men det var den bare ikke. Fire måneder senere modtager vi et brev fra Region Nordjylland om, at de ikke kan acceptere undersøgelsen.

Noah og Christel er langt fra de eneste, der har oplevet at få afvist diagnosen fra Vejlefjord. Region Nordjylland har fået cirka 40 udredninger fra Vejlefjord, der ikke er fagligt i orden. Det fortæller psykiatridirektør Per Lund Sørensen.

- Vi vil jo gerne give vores patienter så god en behandling som muligt, og der har været noget usikkerhed omkring nogle af sagerne fra Vejlefjord. For at kunne give patienterne den rigtige medicinske behandling, så er vi jo nødt til at være sikre på, at de faglige grundlag, vi behandler på, er gode. Og når vi ikke er det, så beder vi om supplerende oplysninger, siger Per Lund Sørensen.

Den kritik forstår man dog ikke i Vejlefjord-fonden, der står for behandlingscentrene.

- Vi har naturligvis arbejdet med de samme kompetencer som Region Nordjylland har, og de diagnoser, der er stillet, de er også gældende, siger administrerende direktør i Vejlefjord-fonden Stig Thomassen til Tv2/Nord.

Efter hans opfattelse har Region Nordjylland har bedt Vejlefjord-centeret om at påføre journalerne en række ting, patienterne ikke fejler. Og det er ifølge ham en faglig diskussion, som forældrene ikke behøver blive involveret i.

- Vi mener, det er meget kedeligt at forældrene de skal inddrages i den vinkel her. Og vi bakker bestemt ikke op om, at man har anvendt den her metode, siger Stig Thomassen.


Seneste nyt

fra Nordjylland