Advarer mod onlinespil

Center for Ludomani oplever, at flere og flere helt unge mænd har brug for behandling for at stoppe deres spil på nettet.

Der dukker hele tiden nye spillemuligheder på op internettet, og ifølge Center for Ludomani bliver især unge mænd fanget af spændingen.

- De bliver yngre og yngre desværre, og jeg synes, det er tragisk, at drenge på 17 år kan komme til at sidde fast i ludomani, med alle de konsekvenser det har, siger Pernille Rodbjerg, behandler på Center For Ludomani i Aarhus.

Ifølge Pernille Rodbjerg kan især de hurtige spil skabe afhængighed hos unge mænd. F.eks. den klassiske spilleautomat, hvor der er udløsning for spændingen hver gang man rykker i håndtaget. Men også det stigende antal spilmuligheder på nettet som f.eks. online betting bliver betragtet som risikable.

- De er temmelig farlige, den type spil, fordi de har en stærk påvirkning af hjernen. Netop hurtigheden i spillet skaber afhængighed, siger Pernille Rodbjerg.

Center For Ludomani oplever, at når først en ung mand er blevet afhængig af den særlige spænding ved spillet, bliver det alvorligt. Typisk bliver spillet mere aggressivt, og der skal højere og højere beløb til at tilfredsstille behovet.

Ofte har den unge ludoman lånt alle de penge han kan af både venner og familie, før har selv erkender, at han har et problem, og så kommer reaktionen mange gange i form af skyldfølelse. Det betyder, at hver tredje af dem som søger hjælp hos Center for Ludomani har haft selvmordstanker.

Pernille Rodbjerg lægger ikke fingre i mellem, når hun skal vurdere de firmaer, som udbyder de hurtige spil på nettet.

- De markedsfører deres spil meget aggressivt og direkte mod de unge. Jeg synes det er stærkt bekymrende og direkte uetisk at de gør det kun for at tjene penge, siger Pernille Rodbjerg, Behandler i Center For Ludomani i Aarhus.


Seneste nyt

fra Nordjylland