Ægtepar fra Thy skal i retten for dyremishandling

En sag om groft uforsvarlig behandling af både grise og køer begynder onsdag ved retten i Holstebro. De tiltalte er et ægtepar fra Thy.

Grise og køer med ildelugtende og gabende sår. Ubehandlede knoglebrud. Stalde, hvor der ikke er blevet muget ud i lang tid. Navlebrok på 40 centimeter i diameter.

Det er bare nogle af anklagerne i et 14 sider lange anklageskrift mod et ægtepar fra Thy. Sagen begynder i dag, onsdag, ved retten i Holstebro og forventes først afsluttet i begyndelsen af maj.

Det skriver LimfjordUpdate.dk.

Det er en 61-årig mand og hans 46-årige kone, der står anklaget for uforsvarlig og groft uforsvarlig behandling af en række dyr. I et enkelt tilfælde er der ifølge anklagemyndigheden også sket direkte dyremishandling.

Ud over dyremishandling står den 61-årige mand fra Thy også tiltalt for to tilfælde af slagtning under uhygiejniske forhold med henblik på videresalg.


Seneste nyt

fra Nordjylland