Ældre for friske til ældreboliger

Tomme ældreboliger koster kommunerne penge, men stærke, selvplejende ældre sparer dem penge.

Hvert år bruger de nordjyske kommuner omkring 25 millioner skattekroner på at betale husleje til boligselskaberne for ældreboliger, der står gabende tomme.

Rebild er en af de kommuner, der har mange ledige ældreboliger stående, men pudsigt nok, så er det noget man glæder sig over på de ældres vegne.

Den tidligere landmand Peter Storvang er 81 år, og bor i eget hus i Rørbæk.

- Så længe det kan lade sig gøre, vil jeg blive ved det. Det er helt sikkert, siger Peter Storvang til TV2/NORD.

Der er rigtig mange tomme ældreboliger, og for nogle måneder siden var Peter Storvang i overhængende fare for at måtte flytte i en af dem. Han var sengeliggende en stor del af tiden. Han var simpelthen blevet for slap, så kommunen fik den idé at sende ham til genoptræning på et ældrecenter.

I dag har Peter Storvang det så godt, at han kan blive boende i eget hus. Et godt eksempel på hvorfor Rebild lige nu står med hele 33 tomme ældreboliger.

- Man kan jo sige, at det er positivt problem med de mange ledige ældreboliger. For de ældre klarer sig bedre end tidligere, og derfor kommer de senere i deres liv ind i en ældrebolig. Det er også et udtryk for at vores rehabiliterings- og genoptræningsindsats virker, og det betyder at vi sparer rigtig mange på pleje og omsorg til de ældre, siger Flemming Hansen, der er forvaltningsdirektør i Rebild Kommune.

De seneste fem år har Rebild Kommune sparet 15 millioner kroner på pleje og omsorg, simpelthen fordi de ældre er blevet mere selvhjulpne. Til gengæld så kommunen nu med 33 tomme ældreboliger, der koster op mod tre millioner kroner om året i såkaldt tomgangsleje. Og om få dage står yderligere 19 nye ældreboliger klar i Rebild.

Meget mere i TV2/NORD kl. 19:30


Seneste nyt

fra Nordjylland