Ældre mand faldt gennem glastag

Hang med hovedet ned ad i 45 minutter

En ældre mand fik tirsdag eftermiddag snitskader i ansigtet og på sine hænder, da han faldt gennem taget på et drivhus på gartneriet Lillienlund på Trinnerupvej mellem Terndrup og Hadsund.

- Han er igang med at skifte glas på taget af et stormskadet drivhus og falder så igennem taget. Han ender med at hænge fast i et spær med benene og hovedet ned ad, fortæller indsatleder ved Rebild Kommunes beredskab Karsten Strauss Mouritsen.

- Det var en noget kompliceret redning, for hvordan kravler vi op i et hus af glas? Det gør vi ikke, fortæller indsatslederen.

Der blev rekvireret specialudstyr til redningen, men inden det kom frem, besluttede ambulanceredderne, at forsøge at tage manden ned indefra drivhuset.

- Det er en afgørelse ambulanceredderne tager. Det er deres kompetence. Vi hjælper dem, får bygget et stillads og redder ham ned, siger Karsten Strauss Mouritsen.

Den ældre mand blev behandlet i ambulancen og siden kørt på sygehuset.

- Han var ved bevidsthed hele tiden og ved godt mod. Han er en hård negl, men hans ben sov, da han kom ned, så han skal nok lige blive sig selv igen, siger indsatslederen.


Seneste nyt

fra Nordjylland