Afbrudt midt i Pokemon Go: Mand stjal telefonen

Foto: Lars Lyngdahl

En kvinde mistede mandag aften sin telefon midt i et spil Pokemon Go. En mand stjal telefonen, da han ikke måtte låne den.

Man skal huske at kigge op, når man spiller Pokemon Go og går rundt i trafikken. Men man skal åbenbart også holde ekstra godt fat i telefonen. Det måtte en kvinde sande, da hun mandag aften gik rundt i Aalborg og spillede det populære spil.

Ifølge døgnrapporten fra Nordjyllands Politi henvendte en mand sig til kvinden for at låne hendes telefon. Dette afslog hun og det fik manden til at rive telefonen ud af hendes hænder og stikke af med den. 

Læs også Pokemon-feberen har sat ind: Men bryd ikke loven

Kvinden kontaktede politiet og via funktionen ’Find my IPhone’ lykkedes det politiet at spore både telefon og tyv. Politiets hunde kom på arbejde og fik standset telefontyven i Karolinelunden.

Manden er nu anholdt og mistænkt i en lignende sag tidligere tirsdag.

Afhøringer i løbet af tirsdagen vil afklare, om der er en sammenhæng mellem de to sager, skriver politiet i døgnrapporten.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord