Afdød milliardær med underskud i Skagen

Jørgen Phillip-Sørensens virksomheder kører med underskud.

Skaberen bag sikkerhedsfirmaet G4S Jørgen Phillip-Sørensens fond, Skagen Trust, ejer flere virksomheder i landets nordligste by. Blandt andet værftet Danish Yachts og Ruths Hotel i Skagen, som begge lider under store underskud. Det skriver business.dk.

Jørgen Phillip-Sørensen, der havde en forkærlighed for Skagen, døde i 2010, hvor en stor del af hans formue gik til Skagen Trust-fonden, der driver Ruths Hotel og værftet Danish Yachts. Begge virksomheder har dog vist sig at være en dårlig forretning, hvor Danish Yachts tegner sig for det største underskud, da lystjagts- og skibsvirksomheden kom ud af 2012 med et underskud på 72 millioner kroner. Lagt sammen med regnskabet for de sidste år, bliver det til et samlet på omkring 170 mio. kroner over fem år.

Også Ruths Hotel kom ud af 2012 med et underskud. Hotellet fik dog pyntet på årsregnskabet, da forrige år bød på et underskud på 800.000 mod et underskud på 4,6 mio. kroner året før.

Som reaktion på de seneste års underskud har Skagen Trust øget aktiekapitalen med 135 millioner kroner.


Seneste nyt

fra Nordjylland