TV2 Nord

Affaldet forsvinder under jorden

Foto: Christian Henriksen

Et nyt affaldssystem er ved at blive etableret i Aalborg. 30 containere bliver som en del af et forsøg gravet ned under jorden, og hvis alt går godt, er det planen, at der om fem år skal være 1000 underjordiske affaldscontainere i Aalborg og Nørresundby.

Borgerne i Aalborgs vestby skal snart aflevere deres affald i en ny type container. Aalborg Renovation har skudt et stort projekt i gang og den første af flere hundrede nye underjordiske affaldsstationer i det centrale Aalborg er ved at blive etableret.

- Ved hver station bliver der tre nedgravede containere. Der bliver en til restaffald, der bliver en til pap og papir og den sidste bliver til plast og metal, siger projektleder Tobias Qvistorff Sidén fra Aalborg Renovation.

Når det nye affaldssystem er klar, er containerne i baggårdene fortid. Det giver både en økonomisk og en miljømæssig gevinst.

- Det gør dem nemmere at komme til. Det gør simpelthen, at i stedet for at skraldemændene skal hente dem, slæbe dem ud og køre dem på plads igen, så kan vi hente dem med en stor kran. Samtidig kan vi på den måde sikre, at rotter og måger og andre skadedyr ikke kan få adgang til affaldet, siger Lasse P. N. Olsen (Enhedslisten), rådmand for Miljø- og Energiforvaltningen i Aalborg Kommune.

Læs også Aalborgs skrald skal gemmes under jorden

- Det har også den fordel, at frem for at vi tømmer små sække og små containere, så tømmer vi altså fem kubikmeter ad gangen. Det gør så, at vi får meget mindre transport i byen af den her tunge trafik, som vi gerne vil have ud. Alt i alt så regner vi med, at vi kommer til at spare op mod 70 procent af den tunge trafik fra renovationsvæsnet, fortæller Tobias Qvistorff Sidén.

Der er afsat 100 millioner kroner til affaldsprojektet. De nedgravede containere findes allerede i eksempelvis Aarhus, men for den nordjyske entreprenør er opgaven i Aalborgs vestby den første af sin slags. Over de kommende år bliver det dog formentlig en rutineopgave at etablere de nedgravede affaldscontainere.

- Vi håber, at borgerne vil tage det til sig, og vi håber, at vi høster nogle erfaringer, som vi kan tage med os, når vi ruller affaldssorteringen ud i resten af kommunen over de kommende år, siger Lasse P. N. Olsen.

Det er planen, at de første nedgravede containere kan blive taget i brug i begyndelsen af juni.

Aalborg Renovation regner med at etableringen af underjordiske containere i resten af Aalborg By og Nørresundby begynder i 2018. 

02:17 Luk video

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord