Afgift koster nordjyske job

En nordjysk brændeproducent vælger nu at flytte sin virksomhed til Tyskland, da han ellers må dreje nøglen om på grund af en ny energiafgift.

Tommy Bruus-Jensen fra Vodskov kan ikke få sin brændevirksomhed til at løbe rundt med en ny energiafgift. Derfor flytter han nu salget til Tyskland.

- Hvis jeg bliver i Danmark, går jeg konkurs, siger han.

Folketinget har vedtaget, at man skal betale en såkaldt forsyningssikkerhedsafgift for at varme et fyr eller en ovn op - en afgift som vil stige hvert år frem mod 2020.

Det betyder, at brænde og træpiller bliver mere end 30 procent dyrere.

- Mine kunder har tilkendegivet, at de ikke vil købe brænde i Danmark, hvis det bliver så meget dyrere, forklarer Tommy bruus-Jensen.

Det har i dag ikke været muligt at få en politisk kommentar til energiafgiften.


Seneste nyt

fra Nordjylland