Konflikt afværget: Aftale om lokalbaner på plads

Foto: Nordjyske Jernbaner

Der er i nat indgået forlig mellem Kommunernes Landsforening og Dansk Jernbaneforbund om ny overenskomst. Resultatet skal nu til urafstemning.

I nat blev der indgået forlig mellem Kommunernes Landsforening og Dansk Jernbaneforbund. Den nye aftale om overenskomsten for de ansatte ved lokalbanerne skal nu til urafstemning blandt de ansatte.

Derfor kan flere tusinde togpendlere i Nordjylland ånde lettet op. Var der ikke blevet indgået en aftale, ville en konflikt have betydet strejke og togaflysninger allerede på mandag.

Også Nordjyske Jernbaners direktør, Peter Hvilshøj, er glad for resultatet af forhandlingerne.

- Jeg er meget tilfreds med, at vi nu har indgået en balanceret aftale med Dansk Jernbaneforbund om ny overenskomst for lokalbanernes ansatte. Vi mener, at den nye aftale fortsat sikrer fornuftige rammer for, at lokalbanerne kan indrette den lokale transport efter passagerernes behov, samt for vores ansatte, siger Peter Hvilshøj, administrerende direktør for Nordjyske Jernbaner i en pressemeddelelse fra KL.

Jeg er meget tilfreds med, at vi nu har indgået en balanceret aftale med Dansk Jernbaneforbund om ny overenskomst for lokalbanernes ansatte.

 

Ud over de generelle lønstigninger indeholder den nye aftale blandt andet pensionsforbedringer samt præcisering og forbedring af pausereglerne.

Konflikten, som opstod, fordi medlemmerne af Dansk Jernbaneforbund stemte nej til den første aftale på grund af uenighed om netop pausereglerne, ville ramme store dele af de nordjyske togen den 11. juni. 

Men trafikproblemerne er afværget for nu med den nye aftale. Nu skal cirka 340 medlemmer så tage stilling til den nye aftale inden den 25. juni.  Hvis det bliver et 'Nej' fra de ansatte ved lokalbanerne kan konflikten stadig blive en realitet fra 30. juni.

Flere nyheder fra TV2 Nord