Afviser at have snydt hjerneskadet

Lokalpolitiker Jon Pugholm tager nu til genmæle efter, at pårørende til en hjerneskadet mand beskylder ham for boligspekulation.

Søndag blev Jon Pugholm beskyldt for at have presset en hjerneskadet, handicappet mand til at sælge sit sommerhus alt for billigt. Nu svarer politikeren tilbage på beskyldningerne om at have handlet umoralsk.

- Det er helt ude i hampen. Folk, der kender mig, vil sige, at jeg ikke er typen, der gør sådan noget. Jeg vil gerne indgå en god handel, men der skal være rene linjer om tingene, så alle er informeret. De der beskyldninger kan jeg klart afvise, siger Jon Pugholm.

Men sønnen til den hjerneskadede mand står fast på kritikken.

- Enhver, der har snakket med min far vil lægge mærke til, at han mentalt ikke er ved sine fulde fem, siger Morten Bundgaard.

Familien er især fortørnede over, at Jon Pugholm satte et "Til-Salg"-skilt op ved huset allerede dagen efter, at handlen var indgået.

- Jeg var i tvivl om, hvad jeg skulle med sommerhuset. Om jeg skulle renovere det eller rive det ned. Så tænkte jeg, at det kunne være, at jeg skulle prøve at se, hvor meget det egentlig var værd, siger Jon Pugholm.

Søren Bundgaards far blev hjerneskadet efter to blodpropper - men under forhandlingerne bemærkede Jon Pugholm ingen tegn på sygdom.


Seneste nyt

fra Nordjylland