To AG-brag i Gigantium

Aalborg Håndbold starter sæsonen med to håndboldfester, når de danske mestre fra AG København kommer på besøg to gange i løbet af halvanden uge.

Der er en titel på spil allerede i efterårets første kamp for Aalborg Håndbold, som 28. august tager imod AG København i Super Cuppen, som er opgøret mellem de danske mestre og pokalvinderne.

Faktisk er AG København både dansk mester og pokalmester, men da Aalborg Håndbold tabte pokalfinalen til AG København, bliver nordjyderne altså modstanderen i Super Cuppen.

- Der spilles jo om tre trofæer; DM, pokalen og så Super Cup, og det er jo fantastisk, at vi allerede nu kan stå i en finale, siger direktør i Aalborg Håndbold, Jan Larsen.

Han glæder sig samtisig over, at Aalborg blev valgt som spillested for kampen.

- Jeg tror, der er kigget positivt til vores afvikling af Final 4 (finalestævnet i pokalturneringen, red.). Og hvis vi skal slå den her stjerneparade, som AG København stiller op med, så er det alt andet lige noget lettere på hjemmebane med fuld opbakning fra lægterne, siger Jan Larsen.

Bare halvanden uge senere, 8. september, besøger AG-stjernerne igen Aalborg til den første ligakamp i sæsonen. Det bliver dog ikke i de vante omgivelser, da Gigantium er optaget. Opgøret spilles i stedet i Gigantiums isarena, hvor der lægges halgulv. Det var også i isarenaen, Final 4 blev afviklet, og holdet har spillet flere slutspilskampe i isarenaen.

- Det er selvfølgelig ikke noget, vi skal gøre, hver gang Gigantium måtte være optaget, men i det her tilfælde havde det kostet for meget at spille i Aalborg Stadionhal, hvor tilskuerkapaciteten ikke er nær så stor som i Gigantium. Vi vil jo gøre alt for, at AG København skal blive mødt af en mur af tilskuere, siger Jan Larsen.

De ansatte i Aalborg Håndbold skulle egentlig holde sommerferie nu, men der knokles på højtryk for at få styr på det praktiske inden de to opgør.

- Der er meget, der skal ordnes. I forhold til den kamp, der spiles i isarenaen, skal alle sæsonkortholdere for eksempel have nye billetter, så der er meget der skal gå op. Men det er også rigtig sjovt at forberede den slags, og vi går efter at få fyldte haller til begge kampe, siger Jan Larsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland