Aggressiv hund skudt

Foto: arkivfoto

To aggressive hunde skabte her til formiddag frygt i Øster Uttrup. Den ene hund er nu skudt, mens den anden er bragt til dyreinternatet.

Nordjyllands Politi afspærrede tidligere et område på Ved Dammen i Øster Uttrup i nærheden af AaB's træningsanlæg. Her løb to aggressive hunde rundt og skabte frygt.

De to hunde dukkede ved 07.30-tiden op foran en mands dør, men han kunne ikke få dem væk. Han kontaktede Nordjyllands Politi og søgte ind i sit hjem. Nordjyllands Politi har nu skudt den ene hund, mens den anden er bragt til dyreinternatet.

- Den ene hund er skudt fra vores patruljevogn, mens den anden hund er blevet bragt til dyreinternatet. De to hunde havde hverken halsbånd eller chip, så vi kender ikke ejeren, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Per Vagn Nielsen.

Christian Bækgaard, der fik besøg af de to hunde kunne intet stille op.

- Jeg troede, at jeg kunne overmande hundene, men det var fuldstændig umuligt. De var meget aggressive og kunne ikke stoppes, siger han til TV2/Nord.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord