AK81'ere i fængsel i seks måneder

En 21-årig og en 30-årig mand med relationer til Hells Angels-støttegruppen AK81 blev i dag idømt seks måneders ubetinget fængsel for forsøg på ulovlig tvang, men blev frikendt for røveri mod tøjforretningen Streetvision i Nørresundby.

De to mænd var begge tiltalt for røveri mod butikken Streetvision i Nørresundby den 5. oktober samt forsøg på ulovlig tvang. De to mænd var mistænkt for at have slået en ansat i hovedet med en lommelygte og røvet omkring 12.000 kroner fra butikken.

Retten i Aalborg fandt dog ikke, at der var tilstrækkelige beviser for, at de to mænd havde begået røveriet. I stedet blev de begge kendt skyldige i forsøg på ulovlig tvang. Det fortæller forsvarer i sagen, Gitte Juul Jensen.

De to AK81'ere er således blevet kendt skyldige i at have forsøgt at true ekspedienterne i Streetvision til at lukke butikkerne i Aalborg og Nørresundby. De to mænd skulle have truet med, at de ellers ville smadre butikkerne og smide håndgranater gennem vinduerne.

Den 21-årige og den 30-årige mand har siddet varetægtsfængslet siden 5. oktober, og har således afsonet over to måneder af deres fængselsstraf.

De to mænd blev løsladt efter domsafsigelsen i dag, men skal afsone resten af deres straf i 2011.

Flere nyheder fra TV2 Nord