Åke garanterer hockey i Aalborg i fremtiden

Men succes i denne sæson er altafgørende for, hvor godt det nye hockeyhold fra Aalborg kan komme fra start.

Søndag sikrede AaB ishockey sig med en 3-1 sejr en semifinaleplads med en 3-1 sejr ude mod Rødovre. En sejr der kan vise sig vital i bestræbelserne på at sikre hockey på højeste niveau i Aalborg til næste sæson, hvor AaB ikke længere poster penge i sporten.

- Det har væltet ind med sms-beskeder og opkald hele formiddagen. Det er utrolig positivt, noget af det bedste der er sket for hockey i Aalborg i meget lang tid. Det er ikke konkrete tilkendegivelser, men det er jeg sikker på nok skal komme, siger Frederik Åkesson til TV2 Nord.

Med en plads i semifinalen er AaB sikret mindst to hjemmekampe mere i denne sæson. Kampe der har afgørende betydning for, hvordan den nye klub Åkesson i øjeblikket arbejder på at stable på benene kan komme i gang.

- Vi er jo hotte lige nu, det havde vi ikke været, hvis vi var ude, så var det hele røget lidt på gulvet i et stykke tid. Nu kan vi vise vores produkt frem for interesserede sponsorer, både dem der har hockeyinteresse og dem der ikke har været med før, det er jo dem vi gerne vil have med på vognen, siger Åkesson.

Første semifinale venter fredag på udebane mod Odense. To dage efter, søndag eftermiddag mødes de to hold igen i Gigantium i Aalborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland