Aktivister forventer politiaktion tirsdag

Foto: TV2/Nord

Efter at miljøfolk har forhindret træfældning i Østerild siden 16. juli regner de med politiaktion tirsdag.

Aktivisterne i Østerild Klitplantage i Thy regner med, at politiet tirsdag morgen forsøger at bryde modstanden mod træfældningen i plantagen, hvor der skal etableres et testcenter for vindmøller.

Talsmand for de demonstrerende, Tom Vilmer, siger, at han forventer, at politiet vil forsøge at bryde blokaden tirsdag.

- Fokus på vores aktion er blevet fjernet til Norge de seneste dage. Det er vi tilfredse med, men jeg formoder, at politiet vil komme tirsdag, siger Tom Vilmer.

Med kun otte mand i styrken opgav politiet i torsdags at hjælpe træfældningsmaskinerne ind i plantagen.

Den scene skal ikke gentage sig, mener lederen af lokalpolitiet i Thisted, Ralf Larsen. Han vil ikke sige, hvornår politiet vil bryde blokaden, men han siger, at der er ved at blive planlagt en indsats, som kræver politiressourcer fra andre egne af landet.

- Den kommende indsats skulle gerne være den sidste fra politiets side, så arbejdet i plantagen kan udføres uden gener, siger Ralf Larsen.

I Naturstyrelsen siger projektleder Claus Rasmussen, at projektet allerede er stærkt forsinket.

- Vi skulle have været i gang den 16. juli og håber, at vi hurtigt kan komme i gang. Det bliver svært at overholde tidsplanen, siger Claus Rasmussen.

Et bredt flertal i Folketinget står bag beslutningen om at indføre et testcenter for store vindmøller i den nordvestjyske klitplantage.

/ritzau/

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord