Albert er vild med sprog

02:11

De unge gider ikke lære fremmedsprog, og det giver problemer i erhvervslivet.

1 af 2

Der er færre og færre unge, som kan fremmedsprog. For igen at booste sprogfagene afholder Hjørring Gymnasium og Aalborg Universitet sprogcamp.

Hola, Gutentag, Ciao, Hallo.

Der findes mange måde at sige hej på, og det er netop sådan, det lyder på Hjørring Gymnasium for tiden.

174 gymnasieelever fra hele landet er nemlig samlet til sprogcamp weekenden over, for at blive bedre til sprog.

- Fransk er et meget smukt sprog, også elsker jeg bare fransk kultur, siger Albert Sørensen, der er taget hele vejen fra København til Hjørring for at tage på sprogcamp, og fortsætter:

- Jeg kunne godt overveje at bruge det senere i livet jobmæssigt. I første omgang tænker jeg, at læse fransk på universitet.

Og det ser ud til, at der bliver rift om sådan en som Albert Sørensen på arbejdsmarkedet, når han engang er færdiguddannet.

Sprog er nøglen til verden. Når man kan sprog, så kan man jo tale til hjertet og ikke kun til hjernen,

Elsebeth Gabel Austin, Rektor, Hjørring Gymnasium

Der er nemlig ikke mange unge, som gider at lære fremmedsprog. I 2017 læste kun 11,3 procent af landets gymnasieelever på en studieretning med sprog. Det er næsten en halvering siden 2012.

- Tallene er jo rigtige nok, de er bare meget bekymrende. Sprog er nøglen til verden. Når man kan sprog, så kan man jo tale til hjertet og ikke kun til hjernen, og det tror jeg er rigtig vigtigt, siger Elsebeth Gabel Austin, der er rektor på Hjørring Gymnasium.

Og den manglende interesse kan blive et stort problem for erhvervslivet.

- De fleste virksomheder kræver faktisk et eller to fremmedsprog udover engelsk. For engelsk er en kompetence, som alle har. Danmark er et lille land, og vi kan ikke klare os udenfor vores grænser uden at kunne sprog, siger rektoren.

Derfor sponsorer virksomheder som Polar Seafood, Lego og World translation sprogcampen, for de har brug for arbejdskraft med sprogkunstskaber. Også selvom teknologien efterhånden kan oversætte alt ting for os.

- Det er en anden dialog, man får, når man tager sin telefon og ringer til sin kunde i Hamborg, og faktisk kan tale tysk med dem. Det er noget helt andet, end hvis man bare fik sin computer til at oversætte det og så sende det. Uanset om det er tysk, fransk eller italiensk. Hvis man taler til kunderne på deres eget sprog, så føler de sig set, siger Stine Eriksen, der er Projektmanager ved World Translation A/S.  

Læs også 174 gymnasieelever samles til sprogcamp i Hjørring

På sprogcampen skal eleverne lægge arm med sprog som tysk, fransk, engelsk, spansk, italiensk og kinesisk. 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord