Alfa Laval outsourcer: 90 mister jobbet

Alfa Laval i Aalborg flytter dele af produktionen til Asien. Omkring 90 medarbejdere forventes at blive berørt.

For at producere tæt på sine kunder, har Alfa Laval i Aalborg besluttet at flytte en del af produktionen af brændere og varmevekslere til Qingdao i Kina, hvor de allerede har en virksomhed.

- I dag bliver en større og større del af verdens skibe bygget i Asien og specielt i Kina. Både hvad angår omkostninger og miljøbelastning giver det bedst mening at producere så tæt på kunderne som muligt, og derfor flyttes en del af produktionen af brændere og varmevekslere nu, siger Søren Krarup, administrerende direktør, Alfa Laval Aalborg.

Udflytningen af produktionen vil berøre cirka 90 af de 450, der er ansat i Aalborgafdelingen.

- Det er ikke rart at sige farvel til dygtige medarbejdere, men for fortsat at kunne være konkurrencedygtige er vi løbende nødt til at tilpasse os virkeligheden og kundernes ønsker, siger Søren Krarup.

Alle medarbejderne blev orienteret på et stormøde mandag klokken 9.30.


Seneste nyt

fra Nordjylland