Allan Kuhn klar til at vende AaB-skuden

Foto: TV2/Nord (Arkivfoto)

Bruce Rioch er fortid i AaB, og i spidsen står nu den tidligere assistent Allan Kuhn. En mand, der har det godt med sin nye stilling og er sit ansvar bevidst.

Startopstillingen var den samme som i tirsdagens Champions League-kamp mod Villarreal, da AaB søndag løb på banen ude mod Randers. Men én væsentlig ting havde dog ændret sig på holdkortet.

Cheftræner Bruce Rioch var blevet sendt hjem til
Skotland med en fyreseddel i hånden, og stedet var Allan Kuhn blevet opgraderet fra assistent til at være manden i front.

- Jeg kunne ikke lade være med at tage imod tilbuddet. Jeg har det godt med hovedansvaret. I går var jeg spændt, men i dag var jeg helt afklaret. Jeg tror, det her er vendepunktet. Det er første kamp, jeg deltager i, og jeg kan kun være tilfreds med det spillemæssige, lød det fra den nye træner på trods af, at
hans hold i overtiden smed sejren væk og måtte nøjes med 2-2.

At Allan Kuhn var spændt, er der ikke meget at sige til. Han overtager et AaB-mandskab, der er gået fra mester- til bundhold, som nu ikke har vundet i fem kampe og nu ligger under stregen.

Men Kuhn så kampen søndag som et vendepunkt, og han har i sinde at ændre på tingene i det nordjyske. inden en ny træner formentlig tager over igen til januar.

- Vi er også nødt til at se indad. Det har ledelsen gjort, og det har jeg gjort. Og jeg har bedt spillerne om kun at
koncentrere sig om fodbold den næste halvanden måned. Jeg synes ikke, det er relevant at tale om fortiden. Vi får nok at se til. Vi skal over stregen inden vinterpausen, lød det bestemt fra Allan Kuhn.

Og det er en mand, der er sit ansvar bevidst. Den vanlige træningsdragt var skiftet ud med jakkesæt og slips, og det var der et helt klart valg bag.

- Tøjskiftet er for at vise drengene, at jeg er klar til
opgaven. Det er noget, jeg har fra Erik Hamrén. Rent personligt vil jeg selvfølgelig prøve at være den samme. Alt andet ville være dumt.

Det lader til, at Allan Kuhn har sine spilleres opbakning.

Efter kampen var det en bitter Anders Due, der stod med en tom fornemmelse over resultatet.

- Kuhn ved godt, hvor dårligt vi har det med, at det ikke blev til sejr. Vi ville gerne have givet Allan og Poul Erik Andreasen (ny assistent. red.) de tre point, lød det fra midtbanespilleren, der ikke ville kommentere på, om det var bedre at have Allan Kuhn i front for holdet, men som alligevel lukkede lidt op for posen.

- Der var nogle ting vi skulle have rettet, og det synes jeg, vi fik gjort fra første fløjt i dag. Vi har med Allan fået nogle friske tanker ind. Har fundet nogle af de ting, der skulle ændres. Og det fik vi gjort, sagde han.

Anfører Thomas Augustinussen bakkede ham op.

- Vi har arbejdet rigtig godt de sidste par dage med Allan og Poul Erik. Det er svært for mig at kommentere på. Men der skulle ske noget nyt, forklarede Thomas Augustinussen, der selv ærgrede sig voldsomt over, at AaB kun fik det ene point. Men alt i alt var der en tilfredshed at spore blandt spillerne.

Om de stadig har Allan Kuhn som cheftræner til januar ønskede hovedpersonen selv ikke at tale om.

- Jeg har fået at vide, at det gælder de næsten halvanden måned, og det er det, jeg kan forholde mig til nu, fastslog han.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord