Alligatortyv er på spil i Vebbestrup

Politiet i Hobro ser helst, at man ikke indleverer de stjålne alligatorer på stationen, hvis man finder dem. Foto: Thomas Gaardsmand

To alligatorer er stjålet fra ejendom i Vebbestrup ved Hobro. Politiet ønsker dem ikke bragt til politistationen.

Et tyveri af to alligatorer fra en ejendom i Vebbestrup nord for Hobro er forhåbentlig ikke starten på en ny dille, håber politiet.

- Ukendte gerningsmænd har stjålet to styk levende alligatorer eller kaimaner, fortæller kriminalassistent Erling Laursen fra Nordjyllands Politi til bt.dk.

- Jeg må sige, at jeg i mine 39 år i politiet aldrig har oplevet noget lignende, tilføjer han.

Kaimaner er en del af alligatorfamilien. Ifølge bt.dk betyder kaiman således alligator på spansk. De to stjålne dyr er cirka en meter lange og såkaldte dværgkaimaner.

Politiet mangler spor efter de forsvundne krybdyr. Kriminalassistent Erling Laursen opfordrer derfor folk, der ved det mindste om deres skæbne, om at kontakte Nordjyllands Politi på telefon 114.

- Det er vist ikke så smart, at man tropper op med dyrene her på stationen, så det er nok bedst, at man ringer, hvis man ved noget, siger kriminalassistenten.

Tyveriet er sket mellem lørdag og mandag eftermiddag.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord