ALS-ramte Jimmy ønsker sig en fast hjælper: Sagsbehandlingen har nu taget et år

Jimmy Jensen har i et år kæmpet for at få en mere fleksibel hjælperordning, men sagsbehandlingen bliver ved med at trække ud. Foto: Thomas Gaardsmand

03:05

I et år har en nordjyde med sygdommen ALS kæmpet for at få en fast hjælper frem for den hjemmehjælp han får nu. Kommunen bliver ved med at afvise, men til gengæld bliver Ankestyrelsen ved med at bede kommunen behandle sagen igen.

1 af 2

Jimmy Jensen fra Øster Brønderslev har i et år kæmpet for at få en mere fleksibel hjælperordning, men han må vente, mens sagen bliver behandlet igen og igen, fordi Brønderslev Kommune ifølge Ankestyrelsen ikke er grundige nok.

53-årige Jimmy Jensen fra Øster Brønderslev kan stadig betjene sin computermus med den ene hånd. Men it-konsulenten kan kun holde til at arbejde hjememfra op til en time hver dag.

Indtil maj 2017 kunne han stadig møde på arbejde hos Nykredit, men siden har han arbejdet hjemmefra i færre og færre timer i takt med at hans nervesygdom ALS er blevet værre.

I dag har han fået svært ved at tale, og hans krop er efterhånden så svækket af ALS, at han skal have hjælp til stort set alt.

Jimmy Jensen får besøg af en hjemmehjælper 6-7 gange om dagen, og han er glad for hjælpen, men han føler ikke, at hjælpen er tilstrækkeligt fleksibel, eller tilstrækelligt tilpasset ham, og defor har han søgt om en såkaldt BPA-ordning. Det står for Borgerstyret Personlig Assistance, og betyder, at Jimmy Jensen ville have få, faste hjælpere i flere timer og i en mere fleksibel ordning, som er tilpasset hans hverdag og behov.

- Det ville give mig mere frihed, så jeg kunne gøre til, når jeg har brug for det og har lyst. I dag er det ikke rigtigt på mine betingelser, men handler mere om, hvornår der kommer en hjemmehjælper, siger Jimmy Jensen.

Men det trækker ud med at få bevilget BPA-ordningen. Jimmy Jensen søgte første gang om ordningen i april 2017. I efteråret gav Brønderslev Kommune afslag, og efter at Jimmy havde klaget, endte sagen i Ankestyrelsen, som bad Brønderslev Kommune behandle sagen igen.

Kommunen gav igen afslag, da de mente, at Jimmy Jensen modtager tilstrækkelig hjælp. Det har ført til endnu en afgørelse fra Ankestyrelsen, som landende hos Jimmy Jensen og Brønderslev Kommune i denne uge. Her pålægger Ankestyrelsen endnu engang Brønderslev Kommune at behandle sagen igen, de styrelsen ikke mener, at kommunen i tilstrækkeligt omfang har afklaret, om Jimmy Jensen får dækket sit behov for hjælp.

- Det er trættende, og jeg forstår ikke, at det skal tage så lang tid, siger Jimmy Jensen.

Thomas Krog, som er handicappolitisk konsulent i Muskelsvindfonden, har fulgt sagen siden Jimmy fik det første afslag i september 2017. Han er ikke imponeret over den langtrukne sagsbehandling.

- Jimmy mister funktionsevne måned for måned. Nu er der gået et år. Går der et år mere, er det fuldstændig håbløst, siger Thomas Krog.

Han synes ikke, der er blevet lyttet ordentligt til Jimmy Jensens behov i de mange undersøgelser og afgørelser.

- Lige nu giver man Jimmy en hjælp, så han kan overleve. Men vi har en lovgivning, der siger, at man skal give en hjælp, så folk kan leve, siger han.

I Brønderslev Kommune erkender formand for social- og sundhedsudvalget, Martin Bech (Venstre), at sagsbehandlingen ikke har været tilfredsstillende.

- Når vi får hjemvist en sag to gange, er det ikke godt nok med kvaliteten af det arbejde, vi har lavet sagsbehandlingsmæssigt. Det er forvaltningen også enig i. Det vi gør nu, er at vi sætter turbo på den her konkrete sag, så den kan blive afgjort så hurtigt som muligt, og der skulle vi gerne få et svar tilbage fra Ankestyrelsen, som ikke er en hjemvisning. Og så kigger vi på generelt, hvordan vi kan stramme o på området så det her ikke gentager sig, siger Martin Bech.

Jimmy Jensen håber, at den langtrukne sagsbehandling snart kan være slut.

- Jeg håber, de rubber neglene og træffer en hurtig afgørelse, siger han.

Forsiden lige nu