Alternativ gudstjeneste i Vrå Kirke: Selfie-konkurrencer og DJ-musik

Som en del af konfirmationsforberedelsen afholder ungdomspræst i Hjørring, Oral Shaw, alternative gudstjenester.

Det hele er egentlig opbygget som en normal søndagsgudstjeneste. Fadervor, præstens prædiken og altergangen er alt sammen en del af programmet - indpakningen er bare en smule anderledes.

Ungdomspræst i Hjørring, Oral Shaw, leverer gudstjenester målrettet mod konfirmander. Selfie-konkurrencer og en DJ fra Jomfru Ane Gade er bare noget af, som han disker op med til sine alternative gudstjenester.

- Tanken bag det er at vise kirken fra en lidt anden side og vise de unge, at man godt kan få det kristne budskab ud på den her måde, siger Oral Shaw.

- Det er vigtigt at forstå, at det ikke er lavet som en erstatning til søndagsgudstjenesten. Det skal mere ses som et event, siger han.

Han ved godt, at alle præster ikke ser positivt på hans alternative gudstjenester.

- Der skal nok være nogen, som synes, at det her er for langt ude. Men heldigvis er Folkekirken bred, siger Oral Shaw.

Se reportagen fra ungdomsgudstjenesten i Nordjylland LIVE.


Seneste nyt

fra Nordjylland