TV2 Nord

Alternativet går efter seks mandater til november

Arkivfoto. Foto: Anne Christensen

Med tre måneder til kommunal- og regionsvalget melder Alternativet nu deres målsætning ud for mandatantallet i Nordjylland.

- Et realistisk bud er fem-seks mandater, siger Bente Holm Villadsen, forperson for Alternativet i Storkreds Nordjylland. 

Til november skal Alternativet for første gang slås til et kommunal- og regionsvalg, og målsætningen for de nordjyske kommuner og regionsrådet er klar. 

Indtil videre er der opstillet kandidater til kommunalvalgene i Aalborg, Brønderslev, Rebild, Jammerbugt, Thisted, Morsø, Mariagerfjord og Læsø samt regionsrådet i Region Nordjylland.

I Hjørring og Frederikshavn bliver der snart afholdt opstillingsmøder, så man finde kandidater. Alternativet har dog ingen til at stille op i Vesthimmerland og bliver derfor ikke repræsenteret der. 

En af de vigtigste mærkesager for Alternativet i Nordjylland er at indføre en ny politisk kultur. 

- Vi vil gerne arbejde for mere borgerinvolvering og mere åbenhed omkring de politiske beslutninger. Det skal være mere interessant for de almindelige borgere at følge med i deres kommunes politik, siger Bente Villadsen, der dog ikke kan pege på nogen konkrete tiltag til at involvere borgerne.

Som de også er kendt for i deres nationale politik, vil Alternativet have miljøet højere på dagsordenen. 

- Der skal gøres mere ud af de offentlige grønne områder. Der kan plantes krydderurter, æbletræer og blomster på de offentlige græsarealer i byerne. Brugen af skadelige stoffer i forbindelse med fødevarer, vand og transport skal også mindskes, siger Bente Villadsen. 

Alternativet vil også servere økologisk mad i de offentlige institutioner, og så er de imod opførelsen af en tredje limfjordsforbindelse over Egholm, fordi den i følge Bente Villadsen vil ødelægge for meget af naturen på Egholm.

Læs også Alternativet vil kæmpe mod motorvej på Egholm

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto