Alvorlige anklager mod Aalborg Arrest

Foto: TV2/Nord (Arkivfoto)

En 19-årig bulgarsk mand anmelder nu Aalborg Arrest for grov mishandling under en varetægtsfængsling.

I fredags besøgte Kevin Tempel sin 19-årige plejesøn i Aalborg Arrest. Det var en rystende oplevelse.
- Han var bange, han var nervøs, han bed negle, han bed sin underlæbe til blods. Han fortalte, at når han sov, så rullede han fra side til side, fortæller Kevin Temple til TV2 Nord.

I Aalborg Arrest er den 19-årige bulgarer, ifølge Kevin Temple blevet udsat for grove mishandlinger. Efter at være blevet nægtet adgang til toilettet bankede den 19-årige på sin celledør. Herefter blev han overfaldet af fem vagter.

- De tog ham nøgen ned i en isolationscelle i kælderen. Der var han i 24 timer, nøgen og kun med et lille tæppe i fuld ventilation. Han var tæt på at fryse ihjel, forklarer han.

Den 19-årige bulgarer er fængslet for et brutalt overfald første december i Holstebro, hvor han og en anden 23-årig bulgarer er anklaget for at have slået og sparket et ungt par. De to bortførte kvinden, som den 23-årige angiveligt voldtog. Den 19-årige har erkendt at have slået og sparket det unge par og at have kørt bilen, som kvinden efter overfaldet blev bortført i. Men han siger, at han kun var med, fordi han var presset til det. Kevin Temple er sikker på, at den 19-årige taler sandt både om overfaldet og om mishandlingerne.

- Når jeg ser ham, ved jeg han snakker sandt. Jeg ser virkelig en bange og nervøs dreng. Det er ikke den samme som sad i Holstebro Arrest, fortæller han.

Kevin Temple er så sikker på, at den unge mand taler sandt at han tirsdag morgen anmelder Aalborg Arrest for tortur og unødvendigt voldsbrug.

- Det som er sket nu, det må anmeldelse, det går ikke at lade være med at gøre det. Sådan som han har det nu, ville jeg ikke være et godt menneske, hvis ikke jeg gjorde det, siger Kevin Temple.

Aalborg Arrest har i dag ikke ønsket at kommentere beskyldningerne.

Har du et godt tip?