Alvorligt uheld på Læsø: Bil rullede rundt med tre mænd

Foto: Nikolai Linares / Ritzau Scanpix

En mand er kommet alvorligt til skade efter et solouheld på Læsø lørdag eftermiddag. To andre er også fløjet til Aalborg Universitetshospital.

Tre mænd er kommet til skade efter et alvorligt solouheld på Østerbyvejen på Læsø sent lørdag eftermiddag.

Læs også Udsat hus torpederet af bil - for anden gang

Nordjyllands Politi og Nordjyllands Beredskab rykkede ud til uheldet, der skete klokken 16.40. Her var en bil rullet rundt ud for Østerbyvejen nummer 15 med tre mænd indeni og til sidst endt i grøften.

Ifølge Nordjyllands Politis vagtchef, Karsten Højrup Kristensen, er en 19-årig mand kommet alvorligt til skade, mens de to andre mænd på henholdsvis 20 og 24 år er sluppet med lettere skader efter uheldet.

- Alle tre er med redningshelikopter og lægehelikopter fløjet til behandling på Aalborg Universitetshospital, meddeler vagtchefen.

Nordjyllands Politi er på vej til Læsø med en Indsatsleder og en bilinspektør for at undersøge uheldsstedet. Det vides endnu ikke, hvad der forårsagede uheldet.

De pårørende er underrettet. 

OPDATERING KLOKKEN 20.45: Ifølge Nordjyllands Politi bliver den svært tilskadekomne 19-årige mand stadig behandlet på sygehuset. Det er lørdag aften stadig usikkert, hvem af de tre der førte bilen, eller hvad årsagen til uheldet var. Derfor vil der blive taget blodprøver på alle tre unge mænd.

Flere nyheder fra TV2 Nord