Ambitiøs afghaner fanget i dansk system

Afghanske Freshta Zahedi har netop bestået HF-eksamen på rekordtid, men drømmen om tandlægehøjskolen må hun, indtil videre, skyde en hvid pil efter

Hun er 24, afghaner, men har boet som asylansøger i Danmark i 2005. I øjeblikket venter hun på at få afklaring på, om hun kan få asyl, men tiden hun har været i Danmark er ikke blevet brugt på at vente.

- Jeg har taget 8 og 9.klasse, og så er jeg netop blevet HF-student. Jeg tog de sidste to års fag på 1 år, så der har været travlt. Lige nu er jeg lykkelig, at få en hue har været en drøm lige siden jeg kom til Danmark og så, hvordan unge gik rundt med dem i gaderne om sommeren, fortæller Freshta Zahedi til TV2 Nord.

Men drømmene for den afghanske pige stopper langtfra her.

- Lige siden jeg var helt lille har jeg drømt om at blive tandlæge. Det er min helt store drøm at komme ind på tandlægehøjskolen her i Danmark, men det ser svært ud lige nu, fortæller Zahedi.

For selvom hun opfylder kravene, så forbyder dansk lovgivning at optage en person der søger asyl på en videregående uddannelse. Noget et medlem af folketinget nu vil se på.

- Den nye regering gik til valg på en mere human flygtningepolitik, hvor netop mulighed for arbejde og uddannelse var på plakaten. Derfor vil jeg nu forsøge at fremskynde de nye regler så Freshta og andre kan få uddannelse og job, og måske på sigt gavne det danske eller andre samfund, siger Bjarne Laustsen til TV2 Nord.

Freshta Zahedi bruger i øvrigt sommerferien på at lære tysk, da hendes kæreste bor i Tyskland.


Seneste nyt

fra Nordjylland