Ambulancen er langsomst i Vesthimmerland: Hvor hurtigt er den fremme hos dig?

Utilfredsstillende, mener borgmester i Vesthimmerlands Kommune om de lange responstider.

I forvejen ser det ikke for godt ud med responstiderne i Nordjylland. Regionen indtager en meget kedelig bundplacering sammenlignet med de andre regioner, når man ser på, hvor hurtigt ambulancen når frem.

Ser man på kommunerne, viser det sig så, at Vesthimmerlands Kommune i sidste kvartal i 2016 oplevede de længste responstider. Her tog det i gennemsnit 11 minutter og syv sekunder, fra opkaldet til alarmcentralen, før ambulancen var fremme på adressen. Til sammenligning ligger gennemsnitstiden for hele Nordjylland på knap ni minutter.

Det viser en ny opgørelse fra Region Nordjylland.  Og det er langt fra godt nok, mener Knud Kristensen, borgmester i Vesthimmerlands Kommune.

- Det er utilfredstillende. Vi har før været opmærksomme på problemet her i Vesthimmerlands Kommune, men jeg har hele tiden troet, at Region Nordjylland arbejdede på at forbedre responstiderne. Der har jeg så kunnet se i medierne, at regionsrådsformand Ulla Astmann mener, at man skal regne med længere responstider, når man vælger at bo i udkanten af landsdelen. Det er ikke godt nok, og jeg har konfronteret hende med det, siger Knud Kristensen.

- Jeg er ligeglad med, om vi skal samarbejde med Region Midtjylland, eller om der kommer en ekstra akutbil ud i de områder, hvor ventetiden er længst. Jeg synes bare, at borgerne i Vesthimmerlands Kommune og Region Nordjylland generelt skal have samme service og betingelser. Der skal ikke være nogen grænser for, hvor man kan bosætte sig. Folk skal føle sig trygge og vide, at de får hjælp ved hjertestop, blodpropper og hjerneblødninger, siger borgmesteren. 

 

Mens Vesthimmerlands Kommune tegner sig for den længste gennemsnitsnit, viser det sig, at også områder på Mors tegner sig for lange responstider - i både Karby og Øster Assels må man i gennemsnit vente mere end 15 minutter på ambulancen.

Omvendt ser det ud i Terndrup, Nørresundby og Aalborg, hvor ambulancen er fremme på mindre end syv minutter. Ved at klikke dig rundt i kortet, kan du se, i hvilke kommuner ambulancerne er hurtigst og langsomst.

Postnumre med længste responstider:

7960 Karby - 16:23
9631 Gedsted - 16:06
7990 Øster Assels - 15:18
9370 Hals - 14:47
9280 Storvorde - 14:20
9352 Dybvad - 14:05
9740 Jerslev J - 14:04
9620 Aalestrup - 13:47
7741 Frøstrup - 13:44
7730 Hanstholm - 13:37

 

Postnumre med korteste responstider:

9575 Terndrup - 05:17
9400 Nørresundby - 05:36
9210 Aalborg SØ - 05:56
9760 Vrå - 06:38
9200 Aalborg SV - 06:47
9490 Pandrup - 06:49
9881 Bindslev - 07:00
7900 Nykøbing M - 07:14
9990 Skagen - 07:18
9530 Støvring - 07:19

Her er responstiderne for alle de nordjyske kommuner:

 


Seneste nyt

fra Nordjylland