Amerikansk fodbold med frisbee

Sporten Ultimate har stor fremgang i Aalborg. Se Sporten i TV2 Nord i aften.  

Sporten ultimate er en blanding af fodbold, basketball og amerikansk fodbold - tilsat en frisbee! Sporten oplever i tiden stor fremgang i Aalborg. Netop Aalborgs herrer ligger lige nu nummer 1 - og kæmpede her i weekenden om at kvalificere sig til den store DM-finale.

Anden runde af Danmarksmesterskaberne i Ultimate finder sted i Gigantium i Aalborg. Aalborg Dinosaurs skal møde Tørring Disccontrols. Bjarne Fisker har spillet ultimate i seks år.

-  Det sjove ved sporten er, at den ikke er så kendt. Så er det meget nemt at komme op på højt niveau meget hurtigt, siger Bjarne Fisker, som spiller for Aalborg Dinosaurs.

Ultimate blev opfundet i 1968, da nogle syntes, der manglede en sport med en frisbee. 

- Det har så givet den her ultimative sportsgren, som vi kalder den, siger Bjarne Fisker med et smil.

Kampen i dag har afgørende betydning for drømmen om en finaleplads til danmarksmesterskaberne. Finalen spilles i marts.

- Vi håber selvfølgelig på at komme afsted med en sejr mod Tørring, siger Bjarne Fisker. 
 
En kamp varer som hovedregel 25 minutter, eller til et hold har fået 13 point. Man scorer ved at få frisbeen spillet op af banen, til en spiller griber den i et felt for enden af banen.

Ultimate er så meget en fairplay sport, at spillerne selv dømmer kampen.

- Jeg tror, det er taget fra fodbold, hvor det er dommeren, der er en idiot, når der er noget, der går galt. Her er der ikke nogen, der er almægtige, når vi selv dømmer kampen, forklarer Bjarne Fisker.

Selv træneren er mere eller mindre på lige fod med de andre spillere.

- Folk styrer for eksempel selv, hvornår de vil skiftes ind og ud. Så det kræver egentlig ikke så meget trænerrolle, siger spillende træner for Aalborg Dinosaurs, Søren Ravn.

En krise midt i kampen bringer aalborgherrene bagud med to point. Men de ender alligevel med at vinde 10-7. Dermed ligger de stadig nummer 1.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord