Anden dag uden fiskeindustri

Fiskeindustrien ligger for anden dag i træk stille på Hirtshals Havn.

Fiskeindustrien ligger stille igen i dag på Hirtshals Havn. Årsagen er, at drikkevandet er blevet forurenet med saltvand.

Tirsdag aften fastslog prøver, at drikkevandet i Hirtshals fortsat var forurenet med colibacterier og klorid.

 - Det er naturligvis en ulykkelig situation. Men nu er vi nødt til at tage situationen, som den er, og så se fremad og finde ud af, hvordan vi undgår samme situation i fremtiden, siger formanden for Hirtshals Fiskeeksportørforening, Eydun Durhuus.

Forureningen er opstået ved at et skib, som havde været til reparation hos værftet Wärtsila, under afprøvning af dets brandslukningsmateriel ved en fejlmanøvre pumpede saltvand ud i drikkevandsforsyningen.

Der vurderes at være tale om under 10 kubikmeter havvand.

I dag kommer der svar på yderligere vandprøver af vandet i Hirtshals.


Seneste nyt

fra Nordjylland