Anders Due flyver til FC Vestsjælland

Foto: Allan Storkborg

Anders Due skifter fra AaB til FC Vestsjælland på en fri transfer.

FC Vestsjælland har forstærket sig til den kommende sæson i Superligaen.

Fodboldklubben fra Slagelse henter midtbanespilleren Anders Due, der kommer på en fri transfer fra AaB.

Her har Anders Due været i seks et halvt år, fraset et halvt år som lejesvend for FC Nordsjælland.

Både i 2008 og i år var Anders Due med til at gøre AaB til dansk mester.

32-årige Anders Due kommer fra Nykøbing Falster, men det danske fodboldpublikum lærte ham først for alvor at kende, da han repræsenterede FC Nordsjælland.

Senere havde han et ophold som udlandsprofessionel hos hollandske Vitesse, inden turen gik hjem til dansk fodbold og AaB.