To anholdt for ukvemsord mod politiet

En politipatrulje, der sent lørdag aften kørte langsomt gennem gågaden i Frederikshavn, blev ud for Frederikshavner Kroen antastet af en 20-årig mand, der pludselig begyndte at råbe ukvemsord til betjentene.

- De blev kaldt ludere og narrehoveder, og da de ville anholde ham, blev han for alvor hidsig. Så meget, at kollegaerne måtte bruge peberspray for at få ham under kontrol, fortæller vagtchef Per Jørgensen hos Nordjyllands Politi.

Manden, der er fra Aalbæk, blev taget med til detentionen i Frederikshavn, hvor også en anden mand med dårlige manerer endte natten til søndag. Ham havde en patrulje med fra Brønderslev, hvor han ud for værtshuset CT gav betjentene en fuckfinger og råbte "fuck jer".

- Det bliver dyrt - bøderne for den slags er typisk på mindst 3000 kroner, bemærker Per Jørgensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland