Anholdte for knivstik løsladt

00:35

1 af 2

De to personer, der tirsdag blev anholdt i forbindelse med knivstikkeriet i Nørresundby er løsladt uden sigtelse.

Nordjyllands Politi anholdt tirsdag to personer i forbindelse med at en mand var blevet stukket i bryst og side med en kniv. Tirsdag aften blev de to personer dog løsladt uden sigtelse efter at være blevet afhørt.

Manden blev fundet på Østergade ud for opgangen i nummer 79. Her samlede en forbipasserende manden op og bragte ham på traumecentret.

Et større område i Nørresundby var afspærret i forbindelse med episoden og en af de to personer blev anholdt for TV2/Nords rullende kameraer. Nordjyllands Politi ledte bag afspærringen forgæves efter gerningsvåbnet. Omkring klokken 19.30 blev området åbnet for trafik og de borgere der havde været afskåret fra deres boliger, kunne komme hjem.

Politikommissær Lars Nørskov Jørgensen fra Nordjyllands Politi oplyser, at man har afhørt offeret, der dog ikke er særlig meddelsom omkring omstændighederne ved knivstikkeriet.

Politikommissæren kan ikke fortælle meget om den videre efterforskning, men oplyser, at man arbejder videre i dag onsdag og at man formentlig vil vende tilbage til gerningsstedet i Nørresundby.

Flere nyheder fra TV2 Nord