Ankestyrelsen: Sagsbehandlingen i Boi-sagen er særdeles kritisabel

Ankestyrelsen har nu slået fast, at sagsbehandlingen har været særdeles kritisabel i sagen om adopterede Boi Gindeberg.

Boi Gindeberg blev adopteret fra Thailand, da hun var 11 år gammel, men hun stod i 2015 til at blive smidt ud af Danmark. Nu slår Ankestyrelsen fast, at Statsamtet Nordjyllands sagsbehandling i sagen om adopterede Boi, har været særdeles kritisabel.

Statsamtet Nordjylland har vejledt fejlagtigt om adoptionsdatoens betydning i forhold til Bois muligheder for at blive dansk statsborger. Det skriver Ankestyrelsen i et brev til Boi Gindeberg. 

Boi Gindebergs adoption gik igennem i år 2002, hvor hun sammen med sin søster kom til Danmark. Statsamtet Nordjylland rykkede senere den officielle dato for adoptionen til 2004. Bois forældre fik aldrig at vide, at denne datofejl kunne få afgørende betydning for hendes fremtid.

Den rykkede dato betød, at Boi gik fra at være 11 år gammel, da hun blev adopteret til at være 13 år. Det betød, at hun ikke fik automatisk dansk statsborgerskab, som alle adoptivbørn under 12 år ellers har ret til.

Ankestyrelsen henviser i deres brev til, at Boi skal kontakte indfødsretskontoret for at se på muligheden for at få dansk statsborgerskab.


Seneste nyt

fra Nordjylland