Anklager: Alle har været lige vigtige i Aalbæk-sagen

Anklageren i Aalbæk-sagen fremfører mandag sin procedure i Retten i Hjørring. Hun mener, at alle har kendt til forbrydelsens størrelse.

En meget nøje planlagt og velorganiseret forbrydelse - sådan beskriver anklager Mette Bendix Aalbæk-sagen i sin procedure mandag eftermiddag i Retten i Hjørring.

Hun mener, at alle har haft en mindre rolle, og påstår at alle fem skal dømmes på lige fod med fire års fængsel samt udvisning med indrejseforbud.

Sagen bliver ekstra grov, da der har været våben indblandet, på grund af mængden af smuglet hash, og fordi det hele er meget velorganiseret.

Anklageren har forklaret, at der ikke er nogen, der har haft det store ansvar. I stedet har alle været lige vigtige, da en enkelt persons fejl vil betyde, at det hele går i vasken.

Det er desuden anklagemyndighedens opfattelse, at alle de fem tiltalte har været klar over, at det var en større og organiseret forbrydelse, og at de alle har kendt omfanget af smugleriet.

To af de tiltalte er kommet til tilståelser i forbindelse med sagen, men under retssagen har den 39-årige mand, som anklageren ser som bagmanden bag smugleriet ikke udtalt sig.

Ikke desto mindre mener anklageren at kunne bevise den 39-åriges rolle som koordinator, da politiet har optrevlet fire telefonnetværk, og den 39-årige er den eneste, der har haft en telefon i alle fire netværk.


Seneste nyt

fra Nordjylland