Annonce giver ikke lov til at skyde

Foto: Tv2nord.dk

Det er ikke nok at indrykke en generel annonce, hvis man skal have lov til at skyde løse hunde efter loven om mark- og vejfred. Det mener politiadvokat.

- Der skal være tale om konkrete hunde, som man beskriver i annoncen. Man skal helst tage kontakt til ejeren, siger politiadvokat Torben Kaufmann til TV2/Nord.

Den annonce, som landmand Preben Drastrup har indrykket i Nibe Avis, giver altså ikke landmanden lov til at skyde løse hunde på hans grund.

- Hvis man ikke ved, hvem hunden tilhører, så skal man i hvert fald beskrive hunden eller hundene så konkret, som man kan. Hvis det for eksempel er en hvid schæfer, så skal man skrive det, siger Torben Kaufmann til TV2/Nord.

Ifølge Torben Kaufmann er Preben Drastrup altså ikke fritaget efter loven for mark- og vejfred, hvis han skyder en løs hund på sin grund. Han kan derfor blive påkrævet en erstatning, hvis han gør det.

Hvis han laver en mere konkret annonce i et dagblad, så gælder den for et år.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord