Lægefaglig direktør om tuberkulose: - Situationen er under kontrol

En ansat på Aalborg Universitetshospital har fået konstateret lungesygdommen tuberkulose, og mere end 400 patienter kan være smittet.

440 patienter, der har været i behandling på Aalborg Universitetshospital, er i risiko for at være blevet smittet af den farlige lungesygdom tuberkulose.

De vil derfor i den kommende tid modtage et brev, der giver dem mulighed for at komme ind på hospitalet for at få taget en blodprøve, så de kan få undersøgt, om de er blevet smittet med sygdommen. 

quote Vi tror ikke, der er nogen, der er blevet smittet, men vi tager ingen chancer

Michael Braüner Schmidt, lægefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital

Mistanken er opstået, efter det er konstateret, at en ansat på sygehuset har sygdommen.

- Det er en rigtig uheldig situation, men vi tager os af det med en stor sikkerhed. Vi tror ikke, der er nogen, der er blevet smittet, men vi tager ingen chancer, siger Michael Braüner Schmidt, der er lægefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital.

Den ansatte er nu blevet taget ud af den klinik, han arbejdede på og er kommet i isolation, mens han bliver behandlet for sygdommen. 

- Nu har vi sendt breve ud til de patienter, hvor der kan være den mindste chance for, at de bliver smittet, hvor de får tilbudt en blodprøve, og så vurderer man, om de kan have skjult tuberkulose, hvis de er blevet smittet. Herefter kan det jo nemt behandles med antibiotika, siger Michael Braüner Schmidt.

Det fulde overblik over situation kan først komme, når svarene fra boldprøverne kommer, og det kan godt tage nogle uger. Men fordi alle patienter, der kan være smittet, er blevet indkaldt til undersøgelse, så mener den lægefaglige direkør godt, at man kan slå koldt vand i blodet.

- Situationen er fuldstændig under kontrol, slår Michael Braüner Schmidt fast.

Sygdom kan være skjult

Universitetshospitalet ved ikke, hvordan den ansatte er blevet smittet med tuberkulose, men det er ved at blive undersøgt af hospitalets lungemedicinske afdeling.

Alle de berørte patienter er indkaldt til undersøgelse i uge 51, og hospitalet har derfor valgt at holde ekstra åbent om aftenen.

Er man smittet med tuberkulose, kan sygdommen ligge skjult. De typiske symptomer på lungetuberkulose er hoste og opspyt. Herudover kan man opleve træthed, dårlig appetit, vægttab, eventuelt feber og nattesved.

Tuberkulose behandles med fire forskellige antibiotika i seks måneder, og behandlingen skal følges nøje, da tuberkulose-bakterien ellers risikerer at blive resistent.

- Tuberkulose i 2018 er ikke en farlig sygdom. Den skal konstateres, og så skal den behandles med de rette antibiotika, og det kan lade sig gøre, siger Michael Braüner Schmidt.

Se interviewet med lægefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital her:

 

Seneste nyt

fra Nordjylland