Antallet af konkurser stiger, og Nordjylland fører an

Foto: Christell Maria Iversen (Arkiv)

Det seneste år er antallet af konkurser i Nordjylland steget med 28,5 procent og i alt 374 virksomheder har drejet nøglen om.

374 nordjyske virksomheder har i de seneste 12 måneder drejet nøglen om. Det viser tal fra Danmarks Statistik som Dansk Erhverv har kigget nærmere på.

Tallet er en stigning i forhold til forrige år på hele 28,5 procent og Nordjylland er den eneste region hvor antallet af konkurser stiger.

- Der kan være flere forklaringer på, at Nordjylland lægger region til så mange konkurser. Eksempelvis lagde Nordjylland hus til OW-bunker virksomhedernes konkurser, som vel er den mest omtalte og mest omfangsrige konkurs i de senere år. En sådan konkurs vil også præge erhvervslivet andre steder i regionen, og desuden har landbrug og fiskeriet det svært i disse år, hvilket også kan have spillet ind, siger Mira Lie Nielsen, økonom i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

2015 har indtil nu ligget en anelse højere end samme periode i 2014, når det kommer til konkurser, og det viser ifølge Mira Lie Nielsen, at der stadig er noget tilbage at ønske for dansk økonomi.

- Konkursudviklingen i 2015 er et tydeligt signal om, at dansk økonomi ikke buldrer fremad og en reaktion på, at vi i 2014 pludselig så, at langt færre virksomheder gik konkurs. Et større fald end den økonomiske udvikling kunne forklare. Allerede sidst i 2014 steg antallet af konkurser, og vi er derfor gået ind i 2015 på et højere og nok mere realistisk niveau, siger hun.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord