App til turister

Foto: Thomas Gaardsmand

Et nyt ord i det danske sprog er en app, altså et lille program til mobiltelefonen eller tablet-computeren. Der er tusindvis af applikationer for eksempel vejrudsigten eller tilbudsaviser. Nu vil den nordjyske turistindustri også med på vognen.  

Mandag og tirsdag er branchefolk fra blandt andet turist-erhvervet samlet i Aalborg til konferencen Media-on-the-Move, hvor man diskuterer hvordan erhvervet kan udnytte de mange muligheder applikationerne giver.

- Det er jo ikke noget, man kan måle på antal overnatninger, men det er en måde for erhvervet at tænke nyt på, siger analyse- og kommunikationsmedarbejder hos VisitNordjylland, Maria Frandsen, til TV2/Nord.

Branchen er ikke så langt fremme på app-området i landsdelen. Derfor vil VisitNordjylland gerne have fat i flere. Nogle af de større attraktioner er hoppet med på vognen. For eksempel Skallerup Klit.

- Vi tror ikke, at det, vi gør tingene mere tilgængelige, skaffer en helt masse nye kunder, men det giver dem, der kommer en bedre oplevelse, så de forhåbentlig kommer igen - og det kan vi jo se, at de gør, siger multimedieudvikler hos Skallerup Klit, Kira Clausen, til TV2/Nord.

Selvom en applikation i flere sammenhænge helt kan erstatte et levende menneske, så er det ikke meningen, at turister i fremtiden vil besøge Nordjylland uden nogen form for personlig kontakt.

-  Personlig kontakt med os er jo en del af oplevelsen af at komme til Skallerup Klit. Og det vil vi for alt i verden ikke undvære, siger Kira Clausen.

Flere nyheder fra TV2 Nord