Arbejdsnedlæggelse i TDC breder sig

 Arbejdsnedlæggelse i TDC breder sig

Strejken der startede i blandt andet Aalborg, Hjørring, Frederikshavn og Thisted, har bredt sig til resten af Jylland.

Arbejdsnedlæggelser blandt teknikere i telekoncernen TDC bredte sig tirsdag efter at være startet mandag. Arbejdsnedlæggelsen er nået op på at omfatte omkring 500 TDC-ansatte.
For kunderne betyder det, at man ikke kan få rettet fejl på telefonen eller installeret nye forbindelser.

Medarbejderne er utilfredse med flere forhold, blandt andet at ledelsen vil indføre tovejs GPS, så medarbejdernes gøren og laden kan overvåges nøje. Medarbejderne er også utilfredse med, at datterselskabet TDC Produktion nu overtager flere af deres arbejdsopgaver, selv om ledelsen havde lovet at neddrosle samarbejdet. Medarbejdernes utilfredshed bunder i, at de ansatte arbejder under en anden overenskomst hos TDC Produktion, oplyser Ritzau.

Direktør Carsten Dilling forventer dog, at teknikerne snart kommer i arbejde igen.

- Jeg er helt sikker på, at medarbejderne går i arbejde igen. Det må jeg forvente, siger Carsten Dilling til Ritzau, og melder om en fortsat konstruktiv dialog mellem TDCs ledelse og de ansattes organisation Dansk Metal.


Seneste nyt

fra Nordjylland