Arbejdspladser hjælper med alkoholproblemer

Sundhedsstyrelsen inviterer de kommunale arbejdspladser i Region Nordjylland til debat om alkoholpolitik.

Arbejdspladsen støtter
Arbejdspladsens støtte er uvurderlig, når medarbejdere får problemer med at styre deres alkoholforbrug. Derfor sætter Sundhedsstyrelsen i denne uge fokus på arbejdspladsernes store betydning for indsatsen.

63% gennemfører
En undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen viser, at hvis arbejdspladsen henviser en medarbejder til alkoholbehandling er chancerne særligt gode for, at han eller hun gennemfører behandlingen.
63 pct. gennemfører behandlingen, hvis de henvises fra deres arbejde, mens kun 19 pct. fuldfører, hvis henvisningen er fra en skadestue eller sygehus.

- De gode resultater kan hænge sammen, at medarbejdere og chefer på arbejdspladsen har mulighed for tidligt i forløbet at hjælpe en kollega, der har problemer med alkohol - inden jobbet er mistet og ægtefællen er gået. Samtidig har arbejdspladsen en naturlig interessere i at få medarbejdere på ret køl, så den igen kan få fuld gavn af deres ekspertise. Et vigtigt værktøj er at arbejdspladsen formulerer en alkoholpolitik, siger læge Mia Fischerman, Sundhedsstyrelsen.

Møde i kommunen
Sundhedsstyrelsens Center for Forebyggelse og Embedslægerne Nordjylland har inviteret personale fra alle regionens kommuner til mødet.

- Vi lægger vægt på, at mange i kommunerne arbejder med mennesker, herunder børn og unge. Medarbejderne er ofte rollemodeller, og derfor koncentrerer vi i første omgang indsatsen her, siger Mia Fischerman.

140.000 alkoholikere
Nye tal fra Statens Institut for Folkesundhed viser at 860.000 danskere drikker over genstandsgrænserne, 585.000 har et skadeligt forbrug og 140.000 er afhængige af alkohol - med store konsekvenser for helbred, familie og arbejde. Danskernes store alkoholforbrug betyder hvert år omkring 325.000 ekstra sygefraværsdage.

Hæfte om alkoholpolitik
Sundhedsstyrelsen har i forbindelse med uge 40-kampagnen udgivet hæftet Alkoholpolitik og alkoholproblemer på arbejdspladsen med en lang række praktiske anvisninger på, hvordan arbejdspladser kan hjælpe medarbejdere med at forebygge alkoholproblemer.

http://www.sst.dk/publ/Publ2008/CFF/Alkohol/Alko-politik_arbejdspladser2008.pdf


Seneste nyt

fra Nordjylland