Arbejdsskader på Christiansborg

En af de centrale personer i kampen for kortere sagsbehandlingstid i sager om arbejdsskader, tog i dag til Christiansborg for at møde politikerne.

På slaget 10 i formiddag gik Jacob Andersen til møde med Pernille Vigsø-Bagge (SF) på Christiansborg. Han er indehaver af hjemmesiden dinarbejdsskade.dk, som hjælper folk, der har været udsat for en arbejdsskade, med at komme i kontakt med de bedste advokater på området.

- Vi har gjort hende opmærksom på, at sagsgangen er for lang og at den menneskelige del slet ikke bliver tilgodeset, siger Jacob Andersen.

- Jacob har fat i noget helt rigtigt i forhold til at finde ud af, hvad der går galt, når folks sager bliver syltet alt for længe. Det er relevant for os på Borgen at få at vide, hvad der kan gøres bedre, siger Pernille Vigsø-Bagge (SF), medlem af Folketingets socialudvalg, om dagens møde.

På TV2/Nord har vi i den senere tid kunnet fortælle om flere nordjyder, som har oplevet årelange ventetider på kommunal sagsbehandling efter arbejdsskader. Et eksempel er Michael Guldager Christensen fra Kongerslev, som i forbindelse med sit arbejde fik en 300 kg tung vinduesramme ned over sig - med varige rygsmerter til følge. Han har indtil videre ventet ni år på en afgørelse fra Aalborg Kommune.

- Jeg brænder for at komme ud og arbejde. Jeg kan bare ikke holde til så mange timer mere. Det troede jeg, de kunne forstå. Men det kunne de ikke, har den 29-årige specialarbejder tidligere sagt til TV2/Nord om kommunens håndtering af hans sag.

Netop sager som Michael Guldager Christensens og flere andre fra Nordjylland var netop grunden til, at Jacob Andersen i dag mødtes med Pernille Vigsø-Bagge.

- Jeg håber de kan se, at de advokater, som jeg tager med ind til dem, har nogle ting at fortælle, så de kan rette på de regler, de laver, siger Jacob Andersen.

Står det til Jacob Andersen selv, er det dog langtfra sidste gang, han har besøgt Christiansborg. Hans næste mål er et møde med Folketingets beskæftigelsesudvalg.


Seneste nyt

fra Nordjylland