Arden-borgere besværliggjorde politiets eftersøgning efter tyve

Arden har været én af de nordjyske byer, som på det seneste har været hårdt plaget af indbrud. Det har fået borgerne til at holde ekstra godt øje med mistænkelige personer, sådan som politiet gerne vil have det. Men da formodede tyve igen var på besøg i byen i aftes, hjalp borgerne ordensmagten så meget, at det faktisk forhindrede politiet i at fange tyvene.

Tirsdag aften blev to mænd - hvad der senere viste sig, kan være rumænere - set i Faktas baggård i Arden, hvor de formentlig var i gang med at stjæle tomme flasker. Da politiet nåede frem til byen, begyndte også omkring 20 borgere at lede efter de formodede tyve. Blandt andre Steffen Iversen.

- Vi skal have dem ud af landet, så tyveknægtene fra Østeuropa ikke bare bliver ved, siger Steffen Iversen til TV 2 Nord.

Politiet ankom med flere patruljevogne og hunde. Men det at så mange borgere vil hjælpe med at lede efter de formodede tyve, besværliggjorde politiets arbejde.

- Vores hunde mister færden af gerningsmændene, når der er så mange andre end politifolk ude at lede, siger Frank Edmond Liltorp, der er leder af beredskabet hos Lokalpolitiet Himmerland.

Politiet opfordrer samtidig til, at borgerne ikke benytter sig af våben, da man på den måde selv bliver kriminaliseret.

MERE I TV2 NORD KL. 19:30


Seneste nyt

fra Nordjylland