Årets influenzasæson er i gang

I den sidste måned er der blevet påvist 26 positive Influenza A-prøver i Region Nordjylland. 

De stammer dels fra almen praksis og dels fra indlagte patienter på regionens sygehuse. Som ventet ser det ud til at være domineret af den nye Influenza A (H1N1) 2009, som er kendt fra pandemien 2009-2010. 
 
- De fleste tilfælde har haft et mildt forløb, men i to tilfælde er der alvorlig sygdom med behandling på intensiv afdeling, siger professor Henrik Nielsen, ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling, Aalborg Sygehus.
 
Der bliver hvert år indlagt patienter, som er blevet meget syge af den pågældende sæsons influenzatype. Det drejer sig oftest om patienter, der i forvejen er svækkede eller lider af andre sygdomme. På nuværende tidspunkt er der ikke noget, der tyder på, at dette års sæsoninfluenza er anderledes end sædvanlige sæsoninfluenzaer.


Seneste nyt

fra Nordjylland