Årets sild kåret

Klumpfisk er normalt den helt store attraktion i Ocenariet i Hirtshals. Men i dag måtte den store fisk træde tilbage og overlade rampelyset til en af sine noget mindre artsfæller.

Fredag blev årets sild kåret. Det skete på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals. Vinderen blev Restaurant Lilleheden.

- Det er en stor gestus, og det er da også en god reklame for virksomheden. Folk kommer langvejs fra for at smage vores sild, så det er dejligt, at titlen lander ved os igen, siger Martin Jeppesen, der er køkkenchef ved Lilleheden.

Dommerpanelet bestod af flere kendte nordjyder - blandt andet Emma Holst, der er kendt fra sidste års julekalender fra Børglum Kloster, hvor hun spillede Martine. Og hun vidste, hvad hun gik efter.

- Det skal ikke være for overkrydret. Der var nogen af dem, hvor det bare var mere salt, som man kunne smage. Og man må godt kunne smage fisken, siger Emma Holst.

Seks sild deltog i konkurrencen om at blive kåret til den bedste sild i Danmark.


Seneste nyt

fra Nordjylland